
Som led i Vietnamkomitéernes reorganisering i 1969 overgik Forlaget Demos til De Danske Vietnamkomitéer. De to oprindelige ejere og to vietnam-aktivister stiftede i sommeren et nyt anpartselskab med navnet Forlaget Demos, der overtog det tidligere forlags aktiver. Samtidig blev tegningen af anparter sat i system og der blev indkaldt til en stiftende generalforsamling den 25. september 1969.
Forlaget åbnede hurtigt en butik i Grønnegade 37 i Københavns indre by, og begyndte en større række udgivelser, som det fremgår af nedennævnte fortegnelser. Huset i Grønnegade 37 var den 1. september 1969 blevet overtaget af en af de fire stiftere, og Vietnamkomitérne fik kontor her efter en kort periode i Schacksgade.
Forlaget voksede hurtigt i disse år med medvind og udvidede med administrationslokaler i Ny Adelgade 5. Men pladsen blev for trang og i slutningen af 1974 flyttede forlaget til Knabrostræde 3, ligeledes i Københavns indre by. Her blev der indrettet en større butik i den høje kælder og forlagets administration fik størsteparten af den store femte-sal.
I 1976 opstod der en større splittelse i forlaget, primært mellem ansatte og nogle aktivister og på den anden side bestyrelse og de fleste aktivister. Bestyrelsen vandt stort på to efterfølgende generalforsamlinger, og de tidligere ansatte og nogle af aktivisterne stiftede Københavns Bogcafé, der gik konkurs i 1983.
Forlaget Demos overvandt i første omgang konflikten men stødte ind i stadig større økonomiske problemer og gik konkurs i 1979. En række aktivister stiftede derefter Foreningen Demos, der skulle videreføre erfaringerne fra Vietnamkomitéerne og forlaget, og arbejde på et socialistisk og anti-imperialistisk grundlag.>4 3 2 1
|
Historisk Arkiv
For tiden oplever vi en stigende interesse for de venstreorienterede bevægelser fra 1960´erne og frem. De interesserede er både unge og gamle aktivister, studerende og samlere, som vi har fået mange henvendelser fra. Derfor har vi valgt at oprette et Historisk Arkiv her på internettet. Det vil langsomt blive udbygget, og i første omgang vil det omfatte alle Demosudgivelser fra 1968 til i dag, både de trykte og grammofonpladerne.

Se liste over udgivelser fra Demos, De Danske Vietnamkomitéer, DDV, og International Information Centre, IIC, her.
Visse udgivelser er udsolgt, men vi har stadig en del andre udgivelser på lager til salg. Se på listen.
|