Det anti-muslimske univers | Udhængsskabet | Symboler
» Aktuelt  
» Om Demos
» Nyhedsbrev 
» Kvinder 
» Butikken 
» Artikler 
» Kontakt os
» Links 
» Forsiden 
Demos
Postboks 1110
1009 K
Tlf. 35 35 12 12

demos@demos.dk
 

Trafficking og razzia på Halmtorvet.

På en strækning på ca. 200 meter mellem beboerhuset på Halmtorvet og Skelbækgade træffer vi omkring 5-7 unge kvinder, på gaden og på fortorvet med mobilerne i gang og klar til at forhandle med de mange bilejere, der kørte tæt op til pigerne. De var ikke over 18 år. De talte alle østeuropæisk. I nærheden stod yngre mænd, som var i kontakt med pigerne. Længere oppe mod Hovedbanegården stod andre grupper. Tanken om, at det var unge kvinder, der var handlede til prostitution, var nærliggende. På den anden side af gaden ligger som bekendt Station City. Her var ganske stille, vi så ingen betjente patruljere eksempelvis for at tale med de mænd, som ganske synligt styrede de forretninger, der var gang i. Et par dage efter kunne vi høre og se i medierne, at politiet havde foretaget en razzia og anholdt ca. 30 kvinder, der var udlændinge, og som åbenbart solgte sex uden opholds- eller arbejdstilladelse. Det må have været en let sag for politiet, pigerne var til at få øje på, og har været det længe. Ingen af de yngre mænd blev nævnt i den anledning, og ingen er formodentligt blevet anholdt. Vi undrede os. Alfonseri er forbudt, det er prostitution ikke.

(Se love mod menneskehandel og udnyttelse)

Hvad sker der for de kvinder, der blev anholdt ved razziaen? Er de allerede ude af landet? Sidder de i Sandholmlejren i 100 dage, som regeringens handleplan giver mulighed for? Vi skal tage Europarådets konvention om menneskehandel alvorlig, og ratificere traktaten. Justitsministeren, integrationsministeren og socialministeren må åbne øjnene for at konventionen mod kvindehandel må give kvinderne en reel mulighed for at blive i landet og etablere en anden tilværelse i Danmark. I Italien har ofre for kvindehandel mulighed for at blive i 4 år. I Finland kan ofre for menneskehandel søge om midlertidig opholdtilladelse. I Holland kan opholdstilladelsen gives for et år ad gangen med mulighed for forlængelse. I Sverige har kvinderne mulighed for at blive i landet, hvis politiet har brug for det. I Palermo protokollen lover medlemslandene i FN hinanden, at de vil forebygge og bekæmpe menneskehandel. I protokollen opfordres medlemslandene også til at overveje midlertidige eller permanente opholdstilladelser til ofre for menneskehandel.
I Foreningen Demos har vi en kampagne kørende for fast ophold til kvinder, der har været udsat for handel. Du kan være med til at støtte kampagnen ved at samle underskrifter på din arbejdsplads eller hos dine venner og bekendte?
 

Kriminalisering af prostitution?
For at godkende Europarådets konvention skal mindst 10 lande tiltræde traktaten, og herefter kan EU landene indklages for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis og når de ikke efterlever konventionen. Indtil nu har 29 lande underskrevet traktaten, men den træder først i kraft når den bliver ratificeret, Danmark har underskrevet traktaten, men ikke godkendt den. Konventionen indebærer, at Danmark tager stilling til spørgsmålet om forbud mod prostitution.

Spørgsmålet om kriminalisering af prostitutionskunderne drøftes i medierne nu som aldrig før. Der argumenteres både for og imod alt afhængigt af hvilket perspektiv man ønsker at fremme. Tilhængere af frihed til at købe og sælge sex hævder at man knægter det frie valg og taler ned til de kvinder der benytter deres frihed til at sælge sex.

Der bliver argumenteret for:

  • Anerkendelse af sexydelser som fag. De prostituerede vil have lov at leve som de ønsker. De ønsker rettigheder og faglig organisering. Hvis kunderne kriminaliseres ødelægger de velmenende feminister, kvindernes muligheder for det frie valg. Og prostitutionsmiljøet bliver hårdere, mere kriminelt og skjult.
  • Myten om det fri valg. De prostituerede sælger ikke deres krop som en vare, de benytter den ret som feministerne i 70èrne kæmpede for, de benytter den ret ethvert menneske bør have, at bestemme over sin egen krop.

Og vi feminister argumenterer for, at det frie valg er en myte, og at

  • Kriminalisering har en nødvendig Symbolværdi, og at ingen har godt af at leve som prostituerede. Netop ved kriminalisering af kunderne kan der sendes et klart signal fra det øvrige samfund, om at køb af sex er uacceptabelt og sexistisk.

Om det vil ændre antallet af kvinder som udnyttes og ikke har noget valg til at ændre deres levevilkår, kan vi ikke vide. Vi tror og håber, at unge mænd vil undlade at ”prale” med at have købt sex som en del af deres polterabend, eller at unge mænd helt vil undlade at købe sex ved andre lejligheder i øvrigt. Det kan i bedste fald komme til at betyde en ændring over tid for nye generationer af unge mænd og kvinder. Enkle løsninger finder vi ikke. Men et Danmark, der vil være åbent for andre end de veluddannede hoveder, som kan øge vores konkurrenceevne, og som vil leve op til vores sociale forpligtigelser overfor den øvrige verden, vil kunne hjælpe på det. Vi er nødt til at skelne mellem de prostituerede, og deres forskellige baggrund for at sælge sex. De har meget forskellige muligheder, eller mangel på samme. De unge piger under 18 har ikke det frie valg. Kvinder, der er afhængige af narko har ikke noget valg. Kvinder, der har været udsat for handel har heller ikke et valg, men skal have fast opholdstilladelse i Danmark. Og det kræver en regering, der ikke støtter sig på Dansk Folkeparti.

Demos kvindegruppe

Love mod menneskehandel og udnyttelse.

§262a - menneskehandel
Paragraffen er indføjet i den danske straffelov i år 2002, da vi godkendte Palermo-konventionen. Palermokonventionen er en FN konvention hvori der beskrives hvordan trafficking finder sted og hvilke foranstaltninger landende skal gøre.

§228 - rufferi
Rufferi paragraffen handler om udnyttelse til prostitution, dvs. den, der foranlediger nogen til at prostituere sig, og tjener penge på det. Den er meget anvendt i Danmark.

§229 - mellemled
Paragraffen om mellemledet er ikke så hyppigt anvendt. Den bruges mod den der er udlejer af en ejendom, men alligevel er fuldt vidende om at der drives bordel.

§125a - menneskesmuling

Den grove menneskesmulingsparagraf i straffeloven. Den kan kun tages i anvendelse når vi har prostituerede som bliver smuglet hertil, dvs. de er visumpligtige. Alle prostituerede der kommer fra Østeuropa og andre EU medlemslande, kan frit rejse hertil, og er ikke omfattet af visumpligten